Hvis faseændringen i kranhjulets smedning under køleprocessen finder sted, vil det producere vævspænding. Som ved opvarmning skyldes vævstresset også af ændringen i vævets specifikke volumen før og efter faseændringen, og faseændringerne i det ydre lag og hjertet er forskellige.
Tag martensittransformationen af kranhjulets smedning under afkøling som et eksempel. Når smedningstemperaturen falder, gennemgår det ydre lag først martensittransformation. Det specifikke volumen af martensit er større end det specifikke volumen af austenit, det ydre lag udvides, men kernen er endnu ikke transformeret, og det bruges til udvidelse af det ydre lag. Derfor er den strukturelle spænding: det ydre lag er trykspænding, og kernen er trækspænding. På dette tidspunkt er hjertetemperaturen imidlertid relativt høj, og den er stadig i austenit-tilstand med god plasticitet. Gennem lokal plastisk deformation kan den strukturelle spænding lempes.
Idet kranhjulets smedning fortsætter med at køle, begynder hjertet også at undergå martensitisk transformation og ekspansion, men omdannelsen af det ydre lag er afsluttet, og lydstyrken ændrer sig ikke længere, så det begrænser udvidelsen af kernen. Derfor er den strukturelle spænding, der genereres på dette tidspunkt: kernen er trykspænding, og det ydre lag er trækspænding, og det fortsætter med at stige, indtil slutningen af den martensitiske transformation er afsluttet. Det sene stadie af kranhjulsmidlinger er i en elastisk tilstand ved lav temperatur med dårlig plastificitet, så risikoen for revner forårsaget af denne vævspænding er meget stor. Den specifikke volumen af alle faser i stålet er større end volumen for austenit. Når andre strukturelle transformationer forekommer ved afkøling af kranhjulspierder, har den genererede strukturelle spænding også den ovennævnte lov.
Vævsspændingen under afkøling er også en tredimensionel spænding, og omkredsspændingen er den største, hvilket er den vigtigste årsag til langsgående afkøling revner på overfladen.